|
Stress
Den
dårlige nyhed er, at stress er kommet for at blive!
Den
gode nyhed er, at stress er godt!
Hvis ikke du mærkede dine stressreaktioner, når du byder dig
selv for meget, hvordan skulle du så kunne passe på dig selv?
Er du stresset? Test
dig selv:
Oplever du
-
At føle dig mere træt og udmattet end energisk?
-
At arbejde hårdere og hårdere og nå mindre og mindre?
-
Indimellem at føle dig trist og tom uden forklaring?
-
Alt for tit at have hovedpine, blive forkølet, få ondt i halsen
eller lignende?
-
At du sover dårligt?
-
At du er blevet slem til at glemme ting?
-
At du har svært ved at få tingene gjort færdige?
-
At det er svært at holde koncentrationen?
-
At du føler dig stadig mere uengageret?
-
At du ikke rigtig er så meget sammen med familien og vennerne, som
du gerne ville være?
-
At du sjældent føler dig rigtig veltilpas og nyder at være dig? At
du aldrig er rigtig glad?
-
At din sans for humor efterhånden kan ligge på et meget lille
sted?
-
At dine omgivelser kalder dig irritabel og sur?
-
At få at vide, at du ikke ser for godt ud for tiden?
-
At du efterhånden ikke har meget lyst til alt det sjove – eller ret meget andet?
-
At sex ikke er, hvad det har været?
Jo mere af ovenstående, du kan nikke genkendende til, jo
større sandsynlighed er der for, at du er stresset. Kan du sige ja til 5 af
spørgsmålene, bør du kigge dit liv efter i sømmene.
Jo mere stresset du er, jo mere er dit helbred i fare!
Hvad er stress?
Stress er en overbelastning af hele din organisme, af din
krop, dine tanker og dine følelser.
Du oplever dine stressreaktioner, når dine
stressfaktorer -de ændringer, krav, udfordringer og evt. trusler, du
møder i din dagligdag, overstiger dine evner til at ”klare ærterne / tilpasse
dig ændringerne, håndtere kravene og udfordringerne og løse dine problemer.
Livet er stressende !
Gennem hele livet skal du forholde dig til dine eksistentielle
grundvilkår: døden, friheden, meningsløsheden og isolationen. Du skal ”finde dig
selv”, du skal kunne finde ud af at være sammen med andre mennesker, og du skal
kunne begå dig i det samfund, du lever i – på arbejdsmarkedet og socialt.
Livet er langt fra en dans på roser, men du har gennem hele
tilværelsen mulighed for at ”vokse med opgaven”. Du har mulighed for at udnytte
dine evner og muligheder og tage ansvar for dig og dit liv.
I livet møder du både
store
og små stressfaktorer.
Store
stressfaktorer kan være ændringer i:
Familien: fx
livskriser, sygdom, død, graviditet - familieforøgelse, børn flytter hjemmefra,
seksuelle problemer, uoverensstemmelser, omsorgssvigt – misbrug, boligskift.
Arbejdssituationen: fx
nyt arbejde, mistet arbejde, store forandringer på arbejdspladsen,
utilfredsstillende arbejde, fx mobning, udbrændthed, skift af uddannelse,
studietræthed.
Økonomien: gæld, vinde
i lotteriet, pensionering, ændringer i økonomien.
Små
dagligdags
stressfaktorer er fx:
-
At have for meget at se til, at skulle nå for meget på én
gang
-
Ikke at have tid nok til opgaverne
-
At have en usund livsstil (at spise forkert, ryge for meget,
drikke for meget kaffe eller alkohol, motionere for lidt, hash eller
narkoforbrug, at sove for lidt)
-
At have ansvar for mange ting
-
At have for lidt fritid / tid til dig selv
-
At opleve at blive overset, svigtet, udnyttet eller afvist
-
At føle sig utilfredshed med arbejdet - eller med familien
-
At have svært ved at få pengene til at slå til
Dine stressreaktioner er grundlagt som et effektivt forsvar
mod trussel eller tab - stress er flugt eller angreb!
I stresssituationer reagerer du altid både fysisk,
følelsesmæssigt, tankemæssigt:
-
fysisk arbejder hjertet på højtryk, stresshormonerne
farer rundt i kroppen,
-
tankemæssigt kæmper hjernen for at få overblik og
kontrol, og
-
følelsesmæssigt kan du svinge mellem angst, vrede,
udmattelse og sorg.
Nogle gange mærker du mest kroppen, andre gange er det tanker
eller følelser, der overvælder dig.
Faktorer, der
beskytter mod stress:
·
At du oplever at have kontrol over tingene og indflydelse på din
dagligdag – og på dit liv i det hele taget.
·
At du har fået et lyst sind og en optimistisk grundholdning i
vuggegave
·
At du har et godt socialt netværk, venner, der er gode at snakke
med
·
At du kan udtrykke dine følelser og tanker
·
At du kan tro på dit eget værd og dine egne evner til at håndtere
det svære i tilværelsen
·
At du er i god fysisk form
God og dårlig stress
God stress, akut stress er en effektivt hjælp til at
yde det optimale i en given situation. Du oplever ekstra energi, at kunne trække
på alle reserver, medens du er i færd med at klare en udfordring.
Lykkes det, oplever du triumf, stolthed og glæde; lykkes det
ikke, kan du fx blive vred, irriteret, ked af det eller opgivende. Når
situationen er overstået, vender du tilbage til dit vanlige jeg.
Dårlig stress, kronisk stress er, når du tit / altid er
i alarmberedskab. Er dit liv fyldt med problemer / forandringer, der overstiger
dine kræfter, eller er du eller dine kære løbet ind i vanskeligheder (sygdom,
død, skilsmisse, familieproblemer, problemer på arbejdet, arbejdsløshed,
økonomiske problemer), vil du opleve dine stressreaktioner ”bide sig fast”.
Din fysiske og psykiske balance bliver forstyrret, og du kan
være havnet i en ond cirkel, hvor det hele bare bliver værre og værre. Du slider
på dig selv, og din sundhed er i fare.
At være menneske
Som mennesket er du født som en selvregulerende organisme, og
du er født til et liv på godt og ondt. Dine generelle eksistentielle
livsbetingelser vil altid indeholde forandringer, problemer, udfordringer og
krav. Du ændrer dig gennem livet, og samfundet du lever i ændrer sig også -
hurtigere og mere uforudsigeligt end nogensinde før.
Som menneske har du brug for at føle dig tryg - indeni og i
dine omgivelser. Trygheden opnår du, når du kender dig selv og dine reaktioner,
og når du har indflydelse på dit liv. Dette hænger igen sammen med, hvem
du er som menneske, fx optimist eller sortseer, og hvilke forhold du lever i, fx
arbejde, familie, sociale forhold o. l. Du er både arv og miljø. Du har
din arvelige bagage, det du har med i generne, og du har din miljøbagage - din
opvækst og de omgivelser og det samfund, du er vokset op i med dig.
Din stress afhænger således af
·
hvilke ydre stressfaktorer der er i dit liv? (familieforhold,
arbejdsforhold? helbred? interesser?)
·
hvordan dine reaktioner på stress er ? (At kæmpe? At give
op? Vrede? Udmattelse? Sorg?)
Hvorfor bliver du stresset og reagerer, som du gør?
Dine reaktioner i dag er dels grundlagt i din opvækst, dels
gennem de normer og vaner, du har fået som voksen.
·
Har du fx lært, at du skal være meget omhyggelig og
pligtopfyldende, når du løser en opgave, og at du aldrig kan gøre det godt nok,
slås du måske med, at du aldrig har tid nok, og at du aldrig bliver helt
tilfreds med din indsats.
·
Har du lært, at det er din opgave at sørge for det hele, at du
er den stærke og usårlige, vil du have svært ved at acceptere, at også du
kan være udmattet og sårbar.
·
Har du lært, at beskedenhed er en dyd, og at alle andre kommer før
dig, vil du have svært ved at stå op for dig selv – og du vil hade dig selv
for det, hvis du alligevel gør det!
Er der uoverensstemmelse mellem dine ressourcer og formåen og
de opgaver, du påtager dig, vil din energi forsvinde, og du vil være i gang med
at slide dig selv op!
Stress behøver ikke at blive en kronisk tilstand. Du kan lære
at håndtere din stress, du kan lære at genfinde din energi og din livsglæde!
Jo bedre du kan lide dig selv og dit liv, jo mere tilfreds,
glad og afslappet vil du føle dig!
Hvad kan du gøre?
Al forandring begynder med din opmærksomhed på, hvad
du gør, og hvordan du har det med det, du gør.
Hvad er fx dine værste stressfaktorer?
Hvordan er dine stressreaktioner? Hvad sker der i din krop?
Hvad føler du? Hvad tænker du?
Lægger du mest mærke til følelserne? Tankerne? Eller kroppens
reaktioner?
Du kan arbejde med din stress på mange måder.
Du kan arbejde med kroppen som udgangspunkt, du kan arbejde
med din måde at tænke på, du kan have fokus på dine handlinger – eller du kan
bruge en kreativ tilgang gennem fx tegning.
Ved at udforske dine handlinger og reaktioner med professionel
støtte kan du gøre op med dine gamle mønstre. Du kan lære at løse dine problemer
på en ny måde, du kan lære finde ny energi.
Du indeholder selv løsningerne på dine problemer. Din
terapeuts opgave er at støtte dig i at finde dem.
Kun DU kan ændre DIG!
|